Flamenco

Der i dag bred enighed blandt forskerne om, at flamenco som et nyt musik- og dansefænomen opstår i Andalusien omkring 1850. Der er gennem tiden luftet mange teorier om dens opståen, men efter alt at dømme sker det i et samspil mellem et behov for en ny form for underholdning, som primært opstår blandt nye urbane samfundslag, en sigøjnermode under påvirkning af romantikken, hvor alt hørende til disse – inklusive deres musik og danse – bliver populært samt en tendens til både at modernisere og orientalisere den daværende folkemusik.

Flamencoen betegnes ofte som sigøjnernes temperamentsfulde udtryksform, selvom dens udvikling beror ligeså meget på ikke-sigøjnere. Da sigøjnere kom til Andalusien i starten af 1400-tallet var der i området - ”Al-Andalus”   - en relativ fredelig sameksistens mellem forskellige musikkulturer (og religioner…) - andalusisk kristen, jødisk og arabisk, og de sigøjnere, der havde musik og dans som deres levebrød, har formodentlig taget disse traditioner til sig, bygget videre på dem og i nogen udstrækning bevaret dem, og er på den måde stærkt medvirkende til flamencoens opståen, om end omkring fire århundreder senere.

Musikken og dansen er præget af denne mangfoldighed, og blandt dens rødder er både orientalske klange og bevægelser, afro/latinske rytmer og danseformer samt spanske folkemusik og -dansetraditioner.

Flamenco og stilarter                                                                    

Flamenco består primært af sang, guitarspil og dans akkompagneret af palmas – håndklap. Både musikken og dansen har en mangesidet karakter: den er først og fremmest dramatisk, ekspressiv og temperamentsfuld, og dertil en bred vifte af nuancer: stolt, værdig, yndefuld, sensuel, kraftfuld, intens mv. Gennem musikken fortolkes livets helt store følelser udi kærlighed og længsel, sorg, tab, smerte og glæde.

Der findes (mindst) 35 forskellige stilarter eller palos inden for flamenco, hver med sit eget følelsesmæssige univers, udtrykt via forskellige rytmer, melodier og tekster. Blandt dem taler man om en række grundstilarter, blandt andet: soleares, alegrías og bulerías.

Soleá kaldes også "flamencosangens moder", fordi en række palos er udviklet ud fra denne stilart. Soleá er uden tvivl en af de bedst egnede til at udtrykke dybe følelser. Termen soleá kommer af ordet soledad – ensomhed - og fordrer, at danser og musikere er i stand til musikalsk at udtrykke de følelser, der forbindes med fx tab, smerte og sorg, og ellers en stoisk forholden sig til livets mange modsætningsforhold.

Alegrías stammer fra området omkring havnebyen Cádiz og er rytmisk set baseret på soleá; men modsat soleá, er dens musik generelt lys og melodisk. Termen alegría betyder glæde og flamenco’ens alegrías har gerne et friskt tempo og udtryk. Alegrías er en af de mest populære genrer i flamenco både som dans, sangstil og sologuitargenre.

Stilarten bulería stammer fra byen Jerez de la Frontera (derfra hvor al sherry kommer) og tilhører rytmisk samme familie som soleá og alegrías. Bulería kommer af verbet "burlar" - at lave sjov, og den opleves da også ofte i festligt lag og sammenkomster som bryllupper, fødselsdage, peñaaftener mv., men bulerías kan også være seriøs lyttemusik. Det er f.eks. tilfældet med hovedparten eller måske samtlige de 61 bulerías, som sangerfænomenet Camarón nåede at indspille. Bulerías er utvivlsomt vor tids mest populære palo og den stilart, der i nyere tid er blevet mest udviklet og har ydet størst påvirkning på andre flamencostilarter.Takket være store kunstnere har flamenco udviklet sig fra at være et primært sydspansk fænomen med rødder i en særlig livsfilosofi og livsstil, typisk for den andalusiske lilleverden og dens sigøjnere, til i dag at være et globalt fænomen, som dyrkes og kan opleves over store dele af kloden. Flamenco’ens navle er og forbliver dog Andalusien, og til dels også Madrid, hvorfra nogle af de ypperste eksponenter er kommet, både sigøjnere og ikke-sigøjnere.

Mere om historie og udtryk                                                              

Flamenco har i dag mange forskellige ansigter. Fra puro – traditionel flamenco - over moderne fusionsflamenco, og flamenquito - flamenco med poptouch - til flamencoballet, og denne mangfoldighed giver til stadighed anledning til interessante debatter om, hvad ægte flamenco er.

Kunne du tænke dig at læse mere om flamenco, dens historie, udvikling, selve sangen, dansen eller flamencoguitaren, så gå ind under punktet LITTERATUR, hvor der anbefales forskellige specialværker om disse emner.

”Flamenco is not just a music of southern Spain, as is generally believed. More than that, it is a way of life that influences the daily activities of the southern Spaniard. One does not have to be a performer of flamenco to be a flamenco: a flamenco is anyone who is emotionally and actively involved in this antique philosophy. For this reason, no book is complete in dealing with the art of flamenco alone, for the art of flamenco is merely the outward expression of the flamenco way of life. The reader must also be made to understand something of its creators and perpetuators, and their philosophies, attitudes, customs, beliefs, likes and dislikes. It is necessary to understand not only what flamenco is, but why it is what it is". (Citat fra D.E.Pohren: The Art of Flamenco, 1962)